Program 2025-2026

Programmer, denne og tidligere sæsoner

Mandag den 22. september 2025 kl. 19.30 i Lunden​:

Ph.d i sundhedsvidenskab, forsker og programleder i Sangens Hus, Lasse Skovgaard: ”Derfor er det sundt at synge!”

Fællessangen trives i disse år. Vi synger faktisk på livet løs på tværs af køn, alder og overbevisninger. Vi synger først og fremmest fordi vi har lyst. Og fordi vi ikke kan lade være! Men hvad siger videnskaben om det at synge? Er det godt for os? Kan man sige, at det ligefrem er sundt at synge? Ja, det er faktisk videnskabeligt bevist! Foredraget præsenterer på en underholdende måde forskning om sangens og fællessangens sundhedsskabende effekter. Undervejs synger vi i fællesskab en række eksempler. Og går hjem sundere, end da vi kom.

Arr. i samarbejde med Folkeuniversitetet.

Mandag den 6. oktober 2025 kl. 19.30 i Lunden:

Ph.d. i historie, museumsinspektør ved Museum Silkeborg, Mikael Frausing: ”Theodora Lang og hendes skole”

I 1907 kunne Th. Langs Skole holde 25-års jubilæum, og ved den lejlighed fik Theodora Lang overrakt den kongelige fortjenstmedalje i guld. I sine erindringer beskrev hun, hvordan medaljen havde været nærmest skæbnebestemt og forudset af hendes far allerede i barndommen. Men hvem var Theodora Lang egentlig, hvordan kunne det lykkes hende at bygge et skoleimperium i den nye by Silkeborg, og hvori bestod hendes nationale indsats for kvinders højere uddannelse? Det er nogle af de spørgsmål, som museumsinspektør Mikael Frausing vil komme ind på i aftenens foredrag, hvor vi også hører om Th. Langs pædagogiske ideer, hendes mange udlandsrejser og forholdet til livspartneren Anna Høltzermann.

Arr. i samarbejde med Folkeuniversitetet.

Mandag den 20. oktober 2025 kl. 19.30 i Lunden​:

Cand. mag. i musik, højskolelærer ved Rude Strand Højskole, Helge Teglgård: ”Hurra for Halfdan”

Barndommen i et fattigt arbejderhjem satte dybe spor i Halfdan Rasmussens liv, men evnen til at digte og drømme frisatte et kreativt sind. Halfdans poesi giver os sproglig ammunition til at bevare en barnlig tro på livet. Vi hører historien, reciterer rimene og synger sangene.

Herefter den årlige Generalforsamling: Dagsorden fremgår af vedtægterne.

Mandag den 3. november 2025 kl. 19.30 i Lunden:

Forfatter, efterskolelærer ved Himmelbjergegnens Natur- og idrætsefterskole, Annette Jakobsen: ”Hvis suk var luftballoner…”

”Elendighedens overdrev” kaldtes et område syd for Gl. Rye i en avis fra 1950. Området, der i dag henligger som et smukt naturareal, viser ingen umiddelbare tegn på, at der her fra 1945 til 1948 lå en af Danmarks største flygtningelejre for flygtninge fra Tyskland. I foredraget, der bygger på bogen Hvis suk var luftballoner, fortæller Annette Jakobsen om de tyske flygtninges barske flugt fra hovedsageligt Østprøjsen til Danmark, hvor manges skæbne blev et ophold i lejren i Gl. Rye. Omgivet af pigtråd og bevæbnede danske vagtposter levede her mere end 10.000 flygtninge i en barakby isoleret fra det danske samfund.

Arr. i samarbejde med Folkeuniversitetet.

Mandag den 17. november 2025 kl. 19.30 i Lunden:

Ph.d. i statskundskab, lektor ved Forsvarsakademiet, Camilla T. N. Sørensen: ”Stormagtsspillet i Arktis – implikationer for Rigsfællesskabet?”

Arktis har de senere år været præget af stigende sikkerhedspolitiske spændinger og militær oprustning fra alle sider. Stormagterne, USA, Rusland og Kina, har rettet fokus mod regionen, hvor vigtige ressourcer og attraktive sejlruter bliver mere tilgængelige i takt med, at isen smelter. Den russiske invasion af Ukraine i februar 2022 har yderligere skærpet stormagtsspillet i Arktis og sat samarbejdet i Arktisk Råd under pres. At det er slut med den særegne lavspænding, som har kendetegnet Arktis siden afslutningen af den kolde krig, er kun blevet yderligere understreget med præsident Trumps fornyede forsøg på at tage kontrol over Grønland. Foredraget fokuserer på, hvad der driver det tiltagende stormagtsspil i Arktis og diskuterer implikationer for Rigsfællesskabet.

Arr. i samarbejde med Folkeuniversitetet.

Mandag den 12. januar 2026 kl. 19.30 i Lunden​:

Dr. theol, professor emeritus, forfatter Peter Lodberg: ”Demokrati har brug for religion”

Den tyske sociolog Hartmut Rosa har med udgangspunkt i et begreb om vekselvirkning (resonans) peget på, at vores forhold til natur og samfund er præget af en aggressiv indstilling. Vi er fanget i en spiral, hvor det hele tiden gælder om at vokse mere, nå længere og kunne mere. Udviklingen truer også demokratiet, og situationen er så alvorlig, at demokratiet må besinde sig på, at det har brug for religion. I modsætning til mange andre sociologer og moderne tænkere har Hartmut Rosa en positiv forventning og indstilling til teologi og kirke. Han taler om, at det er livsnødvendigt at opretholde naturen, kultur og religion som resonansrum.

Arr. i samarbejde med Folkeuniversitetet.

Mandag den 26. januar 2026 kl. 19.30 i Lunden:

Ph.d. i historie, statskundskab og mellemøststudier, lektor emeritus, Peter Seeberg: ”Den aktuelle situation i Mellemøsten”

Mellemøsten befinder sig i disse år i en på mange måder kritisk situation, ikke mindst i lyset af krige og konflikter i Gaza, Libanon og Syrien. Konflikterne har vist sig at have potentiale til at brede sig i regionen og har desuden involveret USA, EU og andre internationale aktører. Hvordan kan vi forstå det, der foregår, og hvad kommer der til at ske fremover? Foredraget vil tage udgangspunkt i den seneste udvikling i konflikterne og i forlængelse heraf pege på nogle perspektiver i situationen: de arabiske stater, Irans og Tyrkiets roller, de internationale aktører og deres interesser og alliancer.

Arr. i samarbejde med Folkeuniversitetet.

Mandag den 23. februar 2026 kl. 19.30 i Lunden:

Master of public management, forfatter og journalist, Lisbeth Nebelong: ”Færøerne, kunst, kultur, litteratur og musik”

Hvordan formår et lille land som Færøerne at fremelske så mange spændende og betydningsfulde kunstnere? Med afsæt i ørigets kulturhistorie fortæller Lisbeth Nebelong om færingernes unikke evne til gennem malerkunst, musik og litteratur at skildre de urgamle traditioner tilsat et nutidigt tvist.

Som barn og ung boede Lisbeth Nebelong tre år i Tórshavn. I 2000 skrev hun speciale om den færøske suverænitetsproces, og hun har siden 2010 været fast forfatter af rejsebogen Turen går til Færøerne. I Færø Blues trilogien og i novellesamlingen Sonate for sorgfulde hjerter beskrives landet skønlitterært. Foredraget ledsages af billeder og krydres med lidt færøsk lyrik og musik. 

Arr. i samarbejde med Folkeuniversitetet.

Mandag den 9. marts 2026 kl. 19.30 i Lunden:

Cand. scient. i biologi, Charlotte Højbjerre og cand. scient. i biologi Bente Sørensen, Silkeborg Kommune: ”Ådalsprojektet Gudenåen”

Langs Gudenåen i Silkeborg Kommune har der gennem en række år været udfordringer med høj vandstand og oversvømmede arealer. Samtidig er naturen i ådalen under pres.

Byrådet i Silkeborg har derfor besluttet at arbejde for et stort natur- og biodiversitetsprojekt i Gudenådalen fra Ringvejsbroen til Kongensbro. Ådalsprojektets formål er at genskabe en helt unik Gudenå og de oprindelige landskaber og naturforhold i ådalen. Projektet er således et vigtigt redskab til at håndtere udfordringer med oversvømmelser, klimaforandringer og biodiversitetskrisen.

Gudenåen blev reguleret i 1850’erne, hvor den blev indsnævret og gjort dybere. Kommunen vil med projektet genskabe store dele af det gamle å-forløb og udlægge arealer til natur i ådalen, så naturen bindes sammen i store områder, alt sammen for at forbedre biodiversiteten i åen og på land.

Muligheden for at genskabe det gamle å-forløb fra før reguleringen i 1850’erne skyldes tilgængeligheden af gamle, meget detaljerede kort over Gudenåen. Blandt disse er det såkaldte Skipper Gylliams kort over åen fra 1736, samt kort fra midten af 1840’erne. Kortet fra 1736 viser nogle steder en op til 60 meter bred å med et slynget og varieret forløb. På visse strækninger var åen så bred, at der var små øer i den.

Del siden:

Bliv medlem

Bliv medlem af Silkeborgs ældste kulturelle forening. Fra kun kr. 300,- pr. år. 

Se hvordan du bliver medlem »
Silkeborg Højskoleforening
Skabertrang