Når man skal finde baggrunden for dannelsen af Silkeborg Højskoleforening, skal man ikke kun beskæftige sig med det åndelige liv i Silkeborg by. Der var også kræfter fra omegnen, der virkede med.

I Sejling-Sinding begyndte en vækkelse ret tidligt. Der var navne som Jeppe Johansen, gårdejer i Sinding, og hans svigersøn Andreas Ravn, der også havde ejendom i Sinding. De var grebet af den gudelige vækkelse og kom til at betyde meget i sognet og på egnen. Men det var først med præsten Frederik Ditlev Møller (1855-74) og hans hustru Jutta Bojsen Møller, at den grundtvigske vækkelse kom til Sejling-Sinding. Der kom mange til pastor Møllers gudstjenester, også mennesker langvejs fra, så kirkerne var gerne fyldte. Møller var ikke den store taler, men jævn og tilforladelig i sin forkyndelse med sin indlevethed i det dansk-folkelige og med bundethed til evangeliet, som han forkyndte ud fra Grundtvigs kirkelige anskuelse. Han havde stor hjælp af sin kone Jutta, som bl.a. holdt åbent hus med kaffe og samtaler efter gudstjenesterne.

Næsten samtidig med Fr. Ditlev Møllers ankomst til Sejling kom Chr. Hostrup til Silkeborg som den første præst, der boede i byen, som kirkeligt blev ved at høre sammen med Linå sogn (stedet var før byen blev anlagt officielt Linå Vesterhede). Hostrup og Møller stod hinanden nær (var for øvrigt blevet ordineret sammen). De var fælles i tro og syn og fik et meget nært samarbejde. Møller i Sejling rejste ikke meget omkring som taler, men han fik mange fremmede talere til Sejling, først og fremmest fru Juttas fader F. E. Bojsen - en betydelig prædikant og taler kendt over hele landet, også fordi han udgav det folkelige skrift "Budstikken" (Budstikke - Bojsen). Bojsen hørte til kredsen omkring Grundtvig og Jacob Kr. Lindberg. Hostrup og Møller i Sejling gik sammen om at arrangere møder med talere udefra, bl.a. Vilh. Birkedal, H. Svenstrup og P. Lassen Skræppenborg.

Det grundtvigske vennelag

Så sker det: Her i Silkeborg blev der dannet et grundtvigsk vennelag, og det virkede også efter Hostrups bortrejse i 1863. Og det blev denne kreds omkring Hostrup, der senere fik betydning. Enkelte må nævnes: Købmand C. Knap kom hertil og oprettede en købmandshandel, der efterhånden blev byens største og meget anset. Knap var kendt for stor dygtighed, sparsommelighed og ærlighed. Om ærligheden kan fortælles (forretningen handlede med meget forskelligt): En mand ville en dag sælge ham nogle vildtskind og forlangte en pris. Knap tog skindene og hentede penge - dvs. dobbelt så mange, som manden havde forlangt. "Nej", sagde manden , "det er alt for meget." Hvortil Knap svarede: "Så meget er skindene værd." Knap blev en rig mand og var samtidig gavmild, både når det gjaldt mennesker, der var i trang, og når det drejede sig om åndeligt arbejde, der skulle støttes. Det fik også Højskoleforeningen eller "Højskolehjemmet" glæde af.

Andre af Hostrups venner var malermester C. P. Hansen (flyttet hertil fra Ebeltoft) og ølbrygger Rs. Pedersen, hvis søn J. C. Hostrup-Pedersen havde forretning her i byen i mange år. Da Hostrup rejste fra byen i 1863, fortsatte vennerne sammenholdet og da hans efterfølger som præst R. Panduro ikke kunne erstatte Hostrup, løste mange sognebånd til pastor Møller i Sejling. Det fortsatte i nogen grad, da Fr. Benedict Møller 1874 afløste "gamle Møller" i Sejling, et udadvendt menneske med megen aktivitet som foredragsholder. Panduros afløser som præst i Silkeborg blev pastor Wiberg, med hvem de grundtvigske fik et godt samarbejde.

I Them havde tidligere været en grundtvigsk kapellan Jørgen Teilmannn, og derefter kom den også grundtvigske pastor Tesch.

Også en del skolefolk var med i den grundtvigske bevægelse, bl.a. skolebestyrer Johansen i Silkeborg, lærer Hansen i Sinding, lærer Larsen fra Balle, og glemmes må heller ikke godsejer Rasmus Laursen fra Them. Det er baggrunden for Højskoleforeningen.

Oprettelsen af et højskolehjem.

I foråret 1884 holdes der 3. marts i håndværkerforeningens sal et møde angående oprettelsen af et højskolehjem i Silkeborg som "et samlingssted for egnens mænd og kvinder, der samles om højskoletanken. Trangen til et samlingssted findes hos alle dem, der har det bedste af alt til fælles." Man ønskede, at "højskolehjemmet måtte blive dannet og have held til at styrke samfundsfølelsen." Der henvistes til, at man havde højskolehjem i København (men det var for store forhold at tage som forbillede) og i Skive, men der fandt man forholdene for små. Så var der Århus, Odense og Kolding, og det i Kolding valgte man som nærmeste forbillede. Jeg har bemærket, at Odense højskolehjem havde "den mærkværdighed, at det blev styret af en kvinde, der bl.a. havde været på Askov Højskole." (citat slut)

På mødet 3. marts 1884 var pastor Wiberg ordstyrer. Mange var mødt, og der kom en hel del spørgsmål frem, som man ønskede klarhed over. Skolebestyrer Johansen ville vide, hvordan hjemmet skulle indrettes; han var bange for, at man kunne lægge det for stort an. Det forstod pastor Tesch i Them ikke. Det gjaldt dog først og fremmest om, at man fik begyndt godt, og det var slet ikke sikkert, at det betød, at man skulle begynde i det små. Det brændende spørgsmål var naturligvis, hvordan man skulle klare det økonomisk. Optimisme og betænkelighed bølgede mellem hinanden. Skulle man bygge selv eller finde lejede lokaler. Der blev nedsat et udvalg til at arbejde med sagen. På et nyt møde den 22. april redegjorde købmand Knap for arbejdet. Resultatet blev, at man lejede lokaler hos brygger R. Petersen i Nygade. Og det blev så begyndelsen til Højskolehjemmet. Der havde meldt sig knap 100 medlemmer, og man mente, at når man nåede frem til efteråret, hvor der skulle holdes stiftende generalforsamling, ville der nok være 250 medlemmer. Det viste sig dog, at da man holdt generalforsamlingen den 13. oktober 1884, var der kun 108. Men der ville komme flere! sagde man, og det holdt også stik. På generalforsamlingen blev vedtaget love og valgt en bestyrelse med malermester C. P. Hansen som formand og købmand Knap som kasserer.

Den 30. december 1884 tog man så de lejede lokaler i brug. Det drejede sig om 1. sal og 4-5 værelser i stueetagen og 3 værelser på loftet. Der blev holdt en højtidelig åbning, hvor pastor Wiberg holdt indvielsestalen og højskoleforstander Baagøe fra Thestrup (efter at have bekendt troen og bedt fadervor) talte om gilderne i gamle dage (ville ikke refereres).

Foreningen "Silkeborg Højskolehjem".

Nu var Højskolehjemmet begyndt den egentlige virksomhed (i 1885) og dermed en vældig foretagsomhed med denne vor bys første kulturelle forening. Man havde nu 30. december 1884 ca. 250 medlemmer, og dette tal voksede, så det i løbet af nogle år og en tid fremefter var oppe på ca. 800 (i en by med ca. 7000 indb.). Det er morsomt at læse de gamle medlemslister. Der finder man så at sige alle de kendte navne fra Silkeborgs historie på den tid, og mange af dem blev naturligvis også medlemmer af Højskolehjemmets bestyrelse. Når navnet var "Silkeborg Højskolehjem", skyldes det ikke blot, at sådan var navnene dengang, men foreningen var virkelig som et åndeligt hjem for mange.

Foreningen havde ikke blot betydning for Silkeborg by. Mænd fra omegnen havde som nævnt været med til at oprette den, og bestyrelsen havde de første mange år repræsentanter derfra. Så vidt man kan se, bestod bestyrelsen i lang tid af 8 medlemmer fra byen og 3 fra landet. Og så var det for øvrigt sådan, at man ikke uden videre kunne indmelde sig i foreningen. Man blev optaget i den. Lovene sagde, at "indmeldelse af nye medlemmer sker ved et bestyrelsesmedlem, der forelægger indmeldelsen for bestyrelsen, som ved simpel stemmeflerhed afgør, om vedkommende kan optages som med¬lem. Finder optagelse sted, modtager det nye medlem medlemskort og et eksemplar af foreningens love."

Omkring århundredskiftet var medlemskontingentet for en familie med børn under 18 år 6 kr. årligt, familiens børn over 18 år 2 kr. pr. stk., enkeltmedlemmer 4 kr. årligt, unge under uddannelse 3 kr. årligt, tjenestepiger 1 kr. årligt, udenbys medlemmer enkelte 1 kr. familie 2 kr. - altså meget varieret. (JPB endnu i 1934 var kontingentet 4 kr. og i 1950 familie 5 kr., enkelt 3,50 kr., unge 2 kr.)

Der holdtes naturligvis foredrags- og oplæsningsaftener, og det var mange. I vinterhalvåret var det almindeligt, at man samledes til sådanne aftener en gang om ugen, og tilslutningen til møderne var stor. De talere, der kom, var dels lokale mænd (det var vist ikke almindeligt, at kvinder tog ud at tale dengang) og dels kendte folk længere borte fra. Hvad man særlig bemærker, er foredragsrækker med historiske foredrag.

Men der var eller der kom hurtigt også andre aktiviteter. Til at lede hjemmet havde man ansat en bestyrerinde, som stod for alt det praktiske. Hjemmet var også en slags klub, hvor medlemmerne mødtes i det daglige og drøftede tidens spørgsmål bl.a. i den restaurant, der var indrettet. Og der blev holdt særlige møder for de unge (herom senere).

Det viste sig ret hurtigt, at lokalerne i Nygade blev for små. og man drøftede ivrigt, hvad man skulle gøre. Leje sig ind et andet sted- eller bygge. Det sidste blev resultatet. Foreningen havde jo mange medlemmer, så man sprang ud i det, fik forbindelse med en arkitekt Andersen i København, forelagde sagen for kredit- og hypotekforeningen. Men tilbudene rakte ikke til hele finansieringen, så man måtte optage private lån - bl.a. modtog man et tilbud fra lærer Andersen i Sinding på 12-1300 kr. mod 3. pant i ejendommen, så man kunne indfri den kassegæld, man havde. Desuden havde man i forbindelse med ejendommen i Nygade nogle aktier - de gik videre under de lige forhold. Jeg kan tilføje, at den sidste aktie blev udtrukket i 1917. Rejsegildet på det nye Højskolehjem holdtes i marts 1899 med fællesspisning. Først havde man henvendt sig til restauratør Jakobsen "Lunden", men han ville have 2 kr. pr. kuvert. Det var for dyrt, så i stedet blev gildet holdt i Håndværkerforeningen, hvor man hos restauratør Madsen for 1,65 kr. pr. kuvert fik flæskesteg med rødkål og fedekalvesteg samt ostepind med tilbehør øl og snaps, derefter kaffe med cognac og 1 cigar.

Selve indvielsen af det nye hus på Hostrupsgade fandt sted den 3. juni 1899, også med fællesspisning (nu til 2 kr. pr. kuvert). Og så havde man de gode forhold, som gjorde, at foreningens virksomhed blomstrede. Der var hotel og restauration, der var en god sal, som senere blev udvidet, og der var på 1. sal lokaler, som blev anvendt til læsestue og også bibliotek. Dér holdtes nu de ugentlige sammenkomster med foredrag eller oplæsning, der holdtes gammelmandsbal, undertiden med spisning, der var møder for unge og om torsdagen særlige møder for tjenestepiger i byen. Foreningen holdt også koncerter, undertiden var salen for lille, og man tyede da til Håndværkerforeningens store sal (koncerterne dér var vist i regelen offentlige). Man havde sammenkomster med spisning og dans. Og ofte underholdt foreningens sangkor.

Sangkoret.

Det var blevet stiftet allerede i januar 1886 på foranledning af foreningens første formand C. P. Hansen. Dette kor havde i årenes løb flere dygtige dirigenter, og det underholdt ved mange lejligheder og gav også regulære koncerter i byen og oplandet. Den første dirigent var musikdirektør senere kammerassessor Mogensen (1886-97). Han ville ikke have honorar, sagde selv, at han havde sine bedste timer i sangkoret. Af senere dirigenter kan nævnes musiklærerne Thyrre og Thomsen, og i 1913 overtog den kendte Aage Emborg hvervet. Af gamle programmer kan man se, at der i hans tid (frem til 1928) opførtes fine koncerter med såvel korsang som instrumentalmusik. Emborg høstede meget bifald. Han komponerede også selv musikværker og melodier til mange sange. Der var fast en årlig forårskoncert, og koret var også med, når foreningen holdt sine årlige udflugter med musik, medbragt mad, kaffe og dans. En tradition var, at koret pinsemorgen sejlede til Himmelbjerget, hvorfra man spadserede til Gl. Rye og sang (så vidt jeg kan se i kirken). Senere på dagen kørte bønderne i Ry sangerne til stationsbyen som vederlag for koncerten. Som et kuriosum kan nævnes, at man i 1915 gav en festlig fastelavnskoncert, hvor en del af korets medlemmer gav koncert på horn, og hvor snedkermester Glavind Christensen var solist på en kæmpestor harpe af træ med strenge af sejlgarn. Men iøvrigt medvirkede koret ved mange af foreningens almindelige arrangementer, og man sluttede ofte med en svingom. Desværre kom koret ind i en nedgangstid. Midt i 1920´erne kneb det med tenorer, og da Aage Emborg ikke ønskede at fortsætte som dirigent for et ufuldstændigt kor, ophørte det i oktober 1928, og alle korets noder og sangtexter blev givet til Silkeborg Bibliotek. Det drejer sig om mange kasser fulde. Selv om sangkoret ophørte, blev man i mange år ved med at holde sommerudflugter med medbragt mad, ofte sluttede man med dans.

Af andre af foreningens arrangementer skal nævnes de underholdningsaftener, som man i mange år i vintertiden holdt for de unge. Det var aftener med sanglege, folkedans og oplæsning, og de samlede mange, i regelen 75-100, det skete, at der var en del flere, op til 200, men så kneb det med plads i salen. Igennem en lang årrække var det fru Karen Emborg og den senere skoleforstander J. C. Ravn, der stod for disse aftener.

Hvor stor betydning Højskolehjemmet har haft i byen, og hvor megen vægt, man lagde på at være førende på det kulturelle område, får man indtryk af gennem de aktiviteter, der foregik omkring århundredskiftet.

Folkebogsamlingen.

Der var i Silkeborg et stærkt røre og et ønske om at få oprettet en "folkebogsamling" og i forbindelse hermed en læseforening med et læseværelse. Der var jo ikke noget bibliotek på den tid. Det kom først senere. Her viser vor forening sig at være vågen. Man mener, at hvis noget sådant oprettes uden for Højskolehjemmet, kan det medføre en ikke ringe fare for foreningen. Og i efteråret beslutter bestyrelsen sig til strax at tage sagen i sin hånd, idet man "går ud fra, at Højskolehjemmet så vidt muligt skal søge at blive midtpunktet for de åndelige interesser i byen, der kan tilfredsstilles både gennem foredrag og læsning m.m., og den mener, at det i længden vil støtte hele foreningens autoritet og betydning, at den tager en sådan opgave op." Og midt i året 1900 indretter man et bibliotek, hvortil der anskaffes en god samling håndbøger og lexika, anden litteratur, dagblade og ugeblade, og i karnapværelset indrettes læsestue. Med den får man det problem, at de, der sidder der, ofte ikke kan lade være med at snakke sammen, så der opstår et behov for også at have en samtalestue. Læseforeningen anskaffer den nyeste litteratur, som cirkulerer blandt foreningens medlemmer og derefter indgår i biblioteket - eller bliver solgt til medlemmerne.

At foreningen var godt forsynet med aktuelt stof, får man indtryk af ved at se, at der var fremlagt følgende blade (1901): Politiken, Nationaltidende, Kr. Dagblad, Socialdemokraten, Rigsdagstidende, Illustreret Tidende hver 8. dag: Højskolebladet, Dansk Kirketidende, Annexet, Frit Vidnesbyrd og Klods Hans. Klods-Hans giver problemer. Det forsvinder fra læsestuen, og man overvejer at udsætte en dusør til den, der kan afsløre den formastelige, som fjerner bladet o.a.

Til at dække udgifterne ved læseforeningen havde man et kontingent på 8 kr. om året for Højskolehjemmets medlemmer, ikke-medlemmer betalte 12 kr., og unge fik rabat. Det skal nævnes, at røret i byen omkring boglån og læseforening på initiativ af pastor Viberg også førte til oprettelse af en folkebogsamling, der startede ½ års tid senere end højskoleforeningens, den fik tilskud fra kommunen (100 kr. årligt) og blev til det senere Silkeborg Bibliotek.

Fra Silkeborg Højskolehjem til Silkeborg Højskoleforening.

Højskolehjemmet får ret hurtigt brug for mere plads, selv om forholdene i det nye hus er gode. Man udvider salen, og efter politiets forlangende må man også indrette staldplads, eftersom mange kommer kørende hertil fra omegnen.

Foreningens lokaler holdes åbne hele dagen til kl. 11 aften. Men bestemmelserne er ret strenge; der er ikke uden videre adgang for alle. Til møder, koncerter, fester og bal o. lign. har medlemmerne kun ret til at medtage udenbys tilrejsende ikke-medlemmer.

Og så er det på tide at fortælle, at man på en generalforsamling i 1907 vedtog navneforandring fra "Silkeborg Højskolehjem" til "Silkeborg Højskoleforening", men aktiviteterne forblev de samme og gennemgående var tilslutningen til møderne god. I 1912 var der f. eks. til efterårsmødet ca. 600.

I 1913 fremkommer der fra folkebogsamlingen forslag om, at Højskoleforeningens bibliotek sammenlægges med folkebogsamlingen, som på p. gr. a. et kommunalt tilskud er blevet det største, og ved sammenlægning kunne biblioteket blive så stort, at det nok kunne få statstilskud på 5-600 kr. årligt. Eftersom driften af biblioteket har været økonomisk belastende, går højskoleforeningen med til forslaget og overdrager sine bøger til folkebogsamlingen på visse betingelser.

Under krigen 1914-18 har foreningen visse vanskeligheder bl. a. med hotellets værtinde, og man forhandler om salg af ejendommen, men opgiver det, da man ikke kan blive enige om prisen. Den spanske syge medfører en stærk indskrænkning i alle foreningens aktiviteter: talere sender afbud, sammenkomster med dans afholdes ikke (dem har man ellers holdt mange af; det ses bl.a. af, at man vedtager at købe årligt 10 potter fernis til salens gulv!).

Fra succes til krise.

Med medlemstallet er der ikke noget i vejen. I 1921 var der 702 medlemmer, deraf 324 mænd og 378 kvinder, 648 fra byen og 54 fra landet. Men i 1930´erne kommer krisen, læsestuen benyttes ikke så meget mere og bliver derfor nedlagt (1932), vanskelighederne med hotellet fortsætter, og i 1933 solgte man ejendommen til hotelejer Mortensen, "Hotel Himmelbjerget". I højskoleforeningen følte man det vemodigt, men samtidig havde man en vis tryghedsfølelse ved at være uden den store gæld, som ejendommen var behæftet med. Og så fortsætter man ved at leje sig ind i de samme lokaler. I salen har foreningen holdt sine møder, indtil man i 1976 flyttede til medborgerhuset på Skoletorvet, fordi den gamle ejendom blev solgt til andet formål. Under krigen 1940-45 måtte man dog holde sammenkomster andre steder, da hotellet var beslaglagt af tyskerne. I krigens år var det på grund af de usikre trafikforhold vanskeligt at få talere langvejs fra, så mødeaktiviteten måtte indskrænkes. Da krigen var forbi, gik det atter fremad. Og det skal her nævnes, at den forbindelse, som foreningen fra gammel tid havde haft med Silkeborg Seminarium, fortsattes, så der fra seminariet stadig kom både lærere og ofte mange elever. Der blev årligt holdt en halv snes møder, og tilslutningen var god.

Eftersom foreningen ikke mere havde særlige aftener for de unge, går man sidst i 1940´erne i samarbejde med sognepræst C. A. Grøn og får oprettet en ungdomsforening "Silkeborg Ungdomsforening" (under D.d. K.). Med til at støtte dette arbejde var også nogle fra den nedlagte valgmenighed, som repræsenterede "Valgmenighedsfonden" med økonomiske bidrag. Det samme var tilfældet i samarbejdet omkring "Adventsmøderne", der holdtes som 2-dages sammenkomster i week-enden ved 1. søndag i advent med to foredrag, et kristeligt og et folkeligt, lørdag aften, og gudstjeneste søndag formiddag. Det var festlige arrangementer, som fortsattes i mange år, som vi er mange, der mindes med glæde, og som vi har et levn af i det, som vi her i foreningen kalder "adventmødet".

Samarbejdet med Folkeuniversitetet.

Om den seneste tid skal jeg ikke sige meget. Kun at det fik betydning for vor forening, at vi engang i 1950´erne fik forbindelse med Folkeuniversitetet, og derigennem til en særdeles rimelig honorarbetaling har fået mange kendte kvinder og mænd som foredragsholdere.

Det var min gamle kollegiekammerat, den senere professor i Århus Halfdan Siiger, som i højskoleforeningen fortalte om sin deltagelse i H. Haslund Christensens 3. centralasiatiske ekspedition, der blev årsag til vort medlemskab i folkeuniversitetsforeningen. Han skulle have et stort honorar, men fortalte mig, at et sådant medlemskab ville have gjort det billigere. Vi søgte om tilmelding og fik det, hvilket ofte satte honoraret til talere (akademikere) ned til en fjerdedel. Det havde vi megen glæde af i mange år, indtil folkeuniversitetsudvalget indførte den ordning, at de lokale foreninger ikke kunne bestemme, hvem der skulle være talere ved møderne, men kun emnerne. Og for højskoleforeningen gjaldt det jo netop om at få bestemte personer til at komme (og ikke ukendte akademikere, selv om emnet kunne være godt nok). Senere er folkeuniversitetet heldigvis vendt tilbage til den oprindelige ordning.

I 1950´erne, da Silkeborg endnu ikke havde fået genopbygget teatersalen (ødelagt ved Schalburgtage under krigen) arrangerede vi teaterture til Århus Teater. Der var god tilslutning dertil. Men med undtagelse af enkelte koncerter var det ellers foredrags- og oplæsningsmøder, der var det egentlige. Da der i 1954 kun var få unge til nytårsballet, enedes vi om at afskaffe det. Seminariet havde fået sin elevforening, som holdt sine egne fester.

2. februar 1960 fejredes foreningens 75 års jubilæum med foredrag af professor Hal Koch og oplæsning af ægteparret Demuth fra Aabenraa, hvorefter der var et fornøjeligt kaffebord.

Traditioner.

1960´erne blev for mange foreninger vanskelige år. Fjernsynet var rykket ind i hjemmene, så folk kunne i deres stuer blive underholdt og orienteret om alverdens emner, så en del foreninger gik simpelthen ned. Vi var enige om i højskoleforeningen at holde en god standard, så vi klarede disse år, ofte endda med fin tilslutning, visse møder med over 100 tilhørere. Og når seminarielektor Troelsen oplæste eller snarere opførte et skuespil, var salen altid stuvende fuld. Troelsen kom så vidt muligt en gang om året og underholdt med sin fremragende oplæsning. En anden, der kom regelmæssigt, var bankfuldmægtig Vagn Bjørnholt, som viste film fra sine mange rejser rundt i verden. også han trak mange til møderne. Men naturligvis var mødedeltagernes antal svingende, men dog sjældent under 50. At jeg i 1957 fik undervisningstimer i kristendom på Silkeborg Seminarium medførte, at en del lærerstuderende meldte sig ind i vor forening; de var trofaste til at møde op, og de valgte også deres eget medlem til bestyrelsen (den senere formand K. K. Jensen, nu skoleinspektør i Ringe). En anden støtte fra seminariet var musiklærerne Einar Ege Møller, Poul Holm samt Jens Ejsing; det var igennem mange år en tradition, at de gav koncert ved nytårsmødet, hvor jeg også traditionelt fortalte og viste lysbilleder fra min kones og min ferierejse til det sydlige Europa i den forløbne sommer.

I 1967 blev Grand Hotel lukket, og højskoleforeningen måtte holde sine møder i "Den Folkelige Forsamlingsbygning", indtil Th. Langs Skoler i 1968 købte det gamle hotel og omdannede det til kostskole. Så fik foreningen mulighed for at vende tilbage igen til de gamle lokaler, og der holdt den til indtil 1976, da Th. Langs Skoler solgte bygningen. Højskoleforeningen henlagde så sine møder til det nyoprettede medborgerhus på Skoletorvet. Det betød en stigning i mødedeltagernes antal, da der her var mulighed for kaffebord med hyggelig snak hver aften efter foredraget. (Gunner Johnsen)

Note: Ovenanførte håndskrevne tale blev fundet blandt gamle foreningspapirer i februar 2005 og blev da renskrevet og nænsomt redigeret af Jens Peter Boes.

De sidste 25 år.

Silkeborg Højskoleforenings møder foregik i 1976-90 i det da nyoprettede medborgerhus på Skoletorvet, men har siden 1990 været afholdt i "Lunden" nyrenoverede lokaler.

Silkeborg Højskoleforenings foredrag er i hård konkurrence med alle andre kulturelle tilbud i byen, hvor især aftenskolernes foredragsrækker, møderne i sognehusene og kirkehøjskolens foredragsrækker er blevet til konkurrenter, der truer foreningens eksistens. De seks års samarbejde med Silkeborg Højskole 1990-95 var et frisk og fornyende pust med god tilslutning, men det sidste år deltog ingen højskoleelever, hvorfor der ingen mening var med samarbejdet mere, for ideen havde netop været, at højskoleforeningens medlemmer og højskolens elever skulle mødes til debat mellem en ældre og en yngre generation. I slutningen af 1990érne var deltagelsen særdeles god med 60-70 personer i gennemsnit ved hvert møde, men ind i det nye årtusinde er foreningens medlemstal og deltagertal faldet støt, så foreningen er igen i en overlevelseskrise. Jysk Teaterhus med dets mange forskellige arrangementer og de øvrige mange organisationers og menighedsråds møder med kulturelle og underholdende tilbud både om dagen og om aftenen kan blive foreningens endeligt. Siden 2004 har deltagertallet i gennemsnit været omkring 35-40 og medlemstallet under 80. Det er karakteristisk, at der kommer relativt mange gæster til de mere specielle foredrag.

De seneste tiltag med fornyelse har været samarbejde med Mariehøj menighedsråd om "Grundtvigs forum"s samtaledage i 2006 og 2007 samt afholdelse af nogle fælles møder i 2008, hvor mødeaftenerne har været sammenfaldende.

Foreningens kerne er nok stabil, men den ældes. Det er vanskeligt at få nye, yngre medlemmer. Siden 1987 har bestyrelsen været fuldtallig, selv om der må arbejdes derfor. Frivillige ulønnede opgaver som at være aktiv bestyrelsesmedlem i Silkeborg Højskoleforening er der meget få, der melder sig til nu om dage.